Brydningstid Verden befinder sig i en brydningstid. På den politiske front er det senest blevet manifesteret ved briternes beslutning om at træde ud af EU, men også den amerikanske valgkamp har tydeliggjort polariseringen af det politiske spektrum i de fleste vestlige lande. På den økonomiske front tegner konturerne af et globalt lavvækstparadigme sig stadig klarere. Det er især investeringsaktiviteten og den internationale handel, der udvikler sig svagere end tidligere. Det udgør en stor udfordring for pengepolitikken, som for alvor synes at være ved at løbe tør for ammunition. Storbritanniens beslutning om at forlade EU, Brexit, er sammen med striben af terroranslag og det fejlslagne militærkup i Tyrkiet blandt de skelsættende begivenheder, der hen over sommeren for alvor har manifesteret, at der er tale om en ny og usikker politisk dagsorden i Europa. Og selvom de finansielle markeder hurtigt rystede Brexit-chokket af sig, er der næppe tvivl om, at briterne står over for et økonomisk reality check over de kommende år. Det er fortsat uklart, hvor store efterdønningerne vil være på resten af den europæiske økonomi, men der vil uvægerligt blive tale om negative effekter. Det amerikanske præsidentvalg er efterårets helt store politiske begivenhed. Og selvom meget tyder på, at Hillary Clinton, der anses som en noget større garant for økonomisk og politisk stabilitet end Donald Trump, om få måneder kan titulere sig som De Forenede Staters første kvindelige præsident, er læren fra Brexit afstemningen, at intet er givet på forhånd. Perioden op til valget kan derfor blive præget af betydelig usikkerhed på de finansielle markeder. Valget kommer på et tidspunkt, hvor det amerikanske arbejdsmarked er stærkt, men hvor væksten i økonomien er svag. Den tilhørende svage udvikling i produktiviteten genkendes i mange lande i disse år, og kan i kombination med det generelt lave investeringsniveau vække bekymring for det langsigtede vækstpotentiale i verdensøkonomien. Det kan dog også udtrykke et strukturelt skifte, eftersom servicesektoren over de seneste år har fået en stadig voksende betydning. Og servicesektoren er både kendetegnet ved en lavere produktivitetsvækst og investeringskvote end fremstillingssektoren. Når der alligevel er grund til at udtrykke en vis bekymring over produktivitetsudviklingen skyldes det også, at meget tyder på, at frugterne ved de seneste årtiers globalisering synes at være høstet. Siden finanskrisen har der i en lang række lande været fokus på at støtte egenproduktionen, f.eks. gennem protektionistiske eller valutakurspolitiske tiltag. Samtidig er den globale – og i særdeleshed Kinas – vækst strukturelt aftagende, hvilket har forstærket afmatningen i verdenshandlen over de seneste år. Og eftersom international handel er en af de vigtigste faktorer til højere produktivitetsvækst, er den svage verdenshandel i dobbelt forstand med til at reducere vækstpotentialet i verdensøkonomien. Der er ikke udsigt til, at verdensvæksten bevæger sig meget op over 3% over de kommende år. Det er markant lavere end før finanskrisen og forstærker indtrykket af en global økonomi, som er kendetegnet ved sekulær stagnation og dermed en realrente, som selv i ligevægt ikke nød- vendigvis skal være positiv. Det er derfor svært at forestille sig, at der på globalt plan kommer markante pengepolitiske stramninger i løbet af vores prognosehorisont, som nu dækker 2018. Spørgsmålet er, om de lave renter overhovedet vil være i stand til at trække verdensøkonomien ud af vækstdyndet. Investeringsaktiviteten synes upåvirket overalt og der er risiko for, at de lave renter snarere fører til en øget opsparingskvote end en øget forbrugskvote i de økonomier, hvor befolkningen ældes. Lave renter er vigtige i et samfund, hvor de unge, der skal stifte gæld i forbindelse med uddannelse eller køb af bolig, udgør en stor andel af befolkningen. Men ikke nødvendigvis i et samfund, hvor de ældre, der snarere skal leve af deres livslange opsparing, bliver flere og flere. Det sidste gør sig mere og mere gældende i den vestlige verden, hvilket udfordrer pengepolitikken og øger behovet for, at den økonomisk-politiske vækst dagsorden orienteres mod finans- og strukturpolitikken. Også i den forstand blæser der måske nye vinde. Helge J. Pedersen Group chief economist helge.pedersen@nordea.com +45 3333 3126 @helgejpedersen 2 / 2016 / Nordea Economic Outlook / 05
Download PDF file